Luigi Righetti
2024 Campolieti, Valpolicella Ripasso Classico Superiore
Italien - Veneto
Rig og frugtig med runde bløde tanniner og noter af mandel, kirsebær og krydderier.
Produktinformation
Når man taler om Veneto er Gardasøen, Verona og Venedig måske den nemmeste måde at mentalt placere området. Veneto ligger i den nordøstlige del af Italien og her er lige knap 40 DOC/DOCG’er, altså beskyttede områdebetegnelser. Klimaet er kontinentalt, men dog med mange variationer, da både bjerge og søer har stor indflydelse på terroiret. De mest velkendte områder er nok Valpolicella kendt for deres Amarone, Ripasso og Recioto, Soave der er Italiens ”hvidvinsland” og mere nyligt Conegliano-Valdobbiadene som er hjemsted for Proseccoen.
Luigi Righetti er et klassisk familieejet vinhus, beliggende i hjertet af Valpolicella Classico, nær den lille landsby Valgatara nord for Verona og grundlagt i 1909 af Angelo Righetti, der allerede dengang gjorde sig bemærket som en talentfuld vinmager i Valpolicella-området. I 1940’erne overtog sønnen Luigi ansvaret for produktionen og blev den første i familien, der begyndte at sælge vin ud over det lokale marked. I dag er det femte generation, Gian Maria Righetti, der siden 1985 har stået i spidsen for vinfremstillingen. Han har udvidet sortimentet med enkeltmarksvine og mere moderne, internationale stilarter, samtidig med at familiens stolte traditioner og klassiske tilgang bevares. Som en del af husets fokus på bæredygtighed begyndte Luigi Righetti fra 2021 at tappe flere af vinene i letvægtsflasker uden det velkendte relief i glasset. Formålet er at reducere miljøbelastningen under transport og samtidig tage et vigtigt skridt mod en grønnere fremtid.
Campolieti, der betyder "glade marker", er lavet i Valpolicella Classico, hvor druer fra ler- og kalkrige grusmarker, ofte fra gamle vinstokke, tappes efter at have gennemgået Ripasso-metoden med resterne fra amarone-produktionen. Det er en af de mere klassiske Ripasso-vine i området med en tydelig balance mellem struktur og dybde frem for overdreven kraft.
Specifikationer
| Årgang | 2024 |
|---|---|
| Fl. str | 75 cl |
| Økologisk | Nej |
| Druer | Corvina, Rondinella samt Molinara |
| Alkoholprocent | 13.5 % |
| Vinhus | Luigi Righetti |
| Vintype | Rødvin |
| Land | Italien |
| Vinifikation | Efter 1. gæring overføres vinen til fade med Amarone rester, hvor den gæres for 2. gang. Vinen lagres i 12 måneder på egetræsfade. |
| Område | Veneto |
